moduli

Handelsbetingelser

Senest opdateret 12. oktober 2026

1. Om betingelserne

Betingelserne gælder, når en virksomhed køber adgang til Moduli hos Moduli ApS ("vi"). "Du" er den virksomhed, fx et fitnesscenter eller en personlig træner, der har en aftale med os.

Moduli sælges kun til erhvervsdrivende. Forbrugeraftaleloven gælder derfor ikke for aftalen mellem dig og os.

2. Aftalen

Aftalen indgås, når du har accepteret et tilbud fra os eller har bestilt et modul i Moduli. Har vi lavet en skriftlig aftale med dig, gælder den forud for disse betingelser, hvis de siger noget forskelligt.

3. Moduler og priser

Moduli består af moduler, fx medlemskaber, holdbooking, klippekort og vagtplan. Du betaler kun for de moduler, du har slået til.

  • Hvert modul har en pris pr. måned eller pr. år. Et år koster det samme som 10 måneder. Nogle moduler kan kun købes pr. år.
  • SMS betales efter forbrug og opkræves månedligt.
  • Priserne fremgår af dit tilbud eller af Moduli, når du bestiller. Alle priser er i danske kroner og uden moms, som lægges oven i.
  • Vi kan give en gratis prøveperiode på et modul. Hvad der gælder for prøveperioden, fremgår af tilbuddet.

4. Betaling

Betalingen trækkes automatisk på dit betalingskort forud for hver periode. Betalingen håndteres af Stripe, som også sender kvitteringer. Du kan skifte kort og se dine fakturaer i Stripes kundeportal.

Slår du et modul til midt i en periode, betaler du kun for den resterende del af perioden.

5. Manglende betaling

Kan en betaling ikke gennemføres, prøver Stripe igen og giver dig besked på e-mail. Du beholder adgangen imens. Lykkes betalingen ikke, kan vi lukke de moduler, betalingen gælder. Dine data slettes ikke af den grund.

6. Opsigelse

Der er ingen binding. Du kan til enhver tid opsige et modul eller hele aftalen. Opsigelsen gælder fra udgangen af den periode, du har betalt for, og du har adgang indtil da. Vi refunderer ikke betaling for en periode, der er begyndt.

Vi kan opsige aftalen med 3 måneders varsel. Misligholder du aftalen væsentligt, fx ved gentagen manglende betaling eller misbrug af systemet, kan vi opsige den straks.

7. Ændringer af priser og af Moduli

Vi kan ændre priserne med mindst 30 dages varsel på e-mail. En ny pris gælder fra den første periode, der begynder efter varslet, så du kan nå at opsige, inden den træder i kraft.

Vi udvikler løbende Moduli. Vi fjerner ikke væsentlige funktioner fra et modul, du betaler for, uden at give dig besked i god tid.

8. Dine medlemmers betalinger

Sælger du medlemskaber, klippekort eller hold gennem Moduli, sker betalingen på din egen Stripe-konto. Det er dig, der sælger til dine medlemmer, og pengene går direkte til dig. Moduli tager ingen andel af dine medlemmers betalinger. Stripes gebyrer betaler du direkte til Stripe.

Du er selv ansvarlig for dine vilkår over for dine medlemmer, fx regler om binding og opsigelse efter forbrugeraftaleloven.

9. Data og databehandleraftale

Du er dataansvarlig for de oplysninger, du, dine ansatte og dine medlemmer lægger i Moduli. Vi er databehandler og behandler kun oplysningerne efter din instruks. Databehandleraftalen er en del af aftalen mellem os.

Data opbevares på servere i EU. Når aftalen ophører, kan du få dine data udleveret, og derefter sletter vi dem som beskrevet i databehandleraftalen. Oplysninger, som loven kræver gemt, fx efter bogføringsloven, slettes først, når pligten udløber.

10. Drift og support

Vi gør vores bedste for, at Moduli er stabilt og tilgængeligt, men vi kan ikke love, at det altid kører uden afbrydelser. Planlagt vedligeholdelse lægger vi så vidt muligt uden for travle tider. Support får du på kontakt@moduli.dk, og vi svarer inden for 1 hverdag.

11. Ansvar

Vi er ansvarlige efter dansk rets almindelige regler. Vores samlede ansvar er dog begrænset til det beløb, du har betalt os i de 12 måneder før skaden. Vi er ikke ansvarlige for indirekte tab, fx tabt omsætning eller fortjeneste.

Begrænsningerne gælder ikke, hvis vi har handlet forsætligt eller groft uagtsomt.

12. Lovvalg og tvister

Aftalen er underlagt dansk ret. Kan vi ikke løse en uenighed sammen, afgøres den ved Københavns Byret.

13. Kontakt

Har du spørgsmål til betingelserne, så skriv til kontakt@moduli.dk.

Moduli ApS · CVR 46601564 · Ringholmvej 11, 3. th., 2700 Brønshøj · kontakt@moduli.dk · 61 96 66 87